Sprogmiljø på Den kristne Friskole

Sproget er det, der forbinder os med hinanden som mennesker. Hvis det medie bliver kritisk, krænkende eller negativt påvirkes vores forbindelser – relationer, som er af grundlæggende betydning for vores trivsel og selvopfattelse. På DkF ønsker vi, at vi taler respektfuldt og ordentligt til og om hinanden. Målet for skolens indsats i den daglige kontakt med eleverne er gennem forskellige tiltag at påvirke og regulere sproget i de forskellige sprogmiljøer på skolen, således at vi reducerer det dårlige sprogbrug.

Børn samler sprog op på steder der ikke er reguleret af voksne. Det gælder sociale medier, online gaming ol. i et omfang der kalder på handling. Dannelse er en gave mellem generationer, hvor vi som voksne videregiver det gode liv, herunder en god sproglig interaktion med verden omkring dem. Det er en værdi for os på skolen, at eleverne dannes sprogligt, for vi ved, at den måde, de kommunikerer til verden på, betyder meget for det, de får igen. Det handler ikke blot om at udrydde dårligt sprog, men også om at lære børn at møde verden med et sprog, der skaber god trivsel for dem og deres omgivelser. Børn, der kommunikerer høfligt, ordenligt og taknemmeligt, skaber trivselsstærke miljøer omkring dem.

En del af denne indsats ligger i skolens trivselskoncepter som nævnt ovenfor, der alle rummer emner om kommunikation. Alle klasser vil derfor en gang årligt arbejde med sprog og indarbejde regler om sprog i klassereglerne. I den årlige trivselsundersøgelse i klasserne vil vi undersøge elevernes oplevelse af, hvordan de selv og andre taler til hinanden.

På skolen accepterer vi ikke bandeord og lignende. Derfor påtaler medarbejdere konsekvent dette:

  • de religiøse: for fanden, satan, helvede osv. 
  • de seksuelle: fuck, homo, gay, ho, luder osv.
  • de latrinære: pis, lort, shit osv.
  • de sygdomsrelaterede, kræftædeme osv.
  • øgenavne, skældsord, racer ol.

Når vi regulerer elevernes sprog er det uden skældud. Det vil det typisk være en venlig regelreminder som f.eks. "tal ordenligt, prøv igen", feedback som f.eks. ”Jeg tror din ven bliver ked af at blive kaldt …” eller feedforward som f.eks. ”Hvordan kan du sige fra på en anden måde?”

Elever, der konsekvent og kontinuerligt overskrider værdierne i skolens sprogmiljø, kan blive indkaldt til en samtale med forældrene.