Mission og vision

Mission

Den kristne Friskole i Holstebro bygger skole på kristne værdier. Vi leverer læring på et højt fagligt niveau i en tryg atmosfære, med plads til begejstring og kreativitet.

Vision

På Den kristne Friskole ønsker vi at

  • skabe rammer for, at den enkelte elev kan forvalte og udvikle sit faglige og sociale potentiale.
  • hverdagen er præget af handlekraft, positive forventninger og trivselsstærke miljøer.
  • formidle bibelens budskab meningsfuldt i et miljø af åndsfrihed og omsætte kristne værdier i skolens dagligdag.

Vedtægter

Læs skolens vedtægter her

Værdigrundlag for Den Kristne Friskole i Holstebro

December 2017

Holdninger og åndsfrihed

Den kristne Friskole i Holstebro er en værdibaseret skole, der danner eleverne med udgangspunkt i det kristne livs og menneskesyn, som beskrives nedenfor.

Vi har fokus på det ansvar, vi har som voksne for at videregive og formidle basale normer, værdier og troen på Gud til eleverne på en legitim måde. Vi ønsker at påvirke eleverne med respekt, således at vi hverken går for tæt på dem eller trækker os for langt væk fra dem. Det væsentlige er, at åndsfriheden råder på skolen, således at der er respekt for elevens frihed, herunder plads til tro, til tvivl og til undren.

Livs og menneskesyn

I Bibelens grundfortælling ses vi som frie, ansvarlige mennesker, der er formet af Gud, faldet i synd, så vi oplever at forfejle målet med vores liv og frelst gennem tro på Jesu død og opstandelse.

  • Vi ser på og behandler alle mennesker som værdifulde, da vi tror mennesket er skabt og ønsket af Gud. Det er vores ønske, at dette også må blive elevens syn på sig selv og sit medmenneske.
  • Mennesket er skabt til fællesskab med Gud og med hinanden.
  • Mennesket står til ansvar over for Gud, medmennesket og naturen.
  • Menneskelivet er ukrænkeligt, unikt og har uendelig værdi.
  • Vi er skabt som mand og kvinde og denne kønspolaritet er en Guds gave i skaberværket. Ægteskabet mellem mand og kvinde er en gudgiven ramme om seksuallivet.

Det kristne livs og menneskesyn i skolens hverdag

  • På skolen møder eleverne voksne med holdninger, der ligger i tråd med skolens værdigrundlag. Samtidig er skolens hverdag præget af åndsfrihed, hvilket vil sige, at den enkelte elev er fri til selv at tage stilling.
  • I skolens kristendomsundervisning anskuer vi kristendommen indefra og andre religioner udefra. Vi har en grundlæggende tillid til Bibelen som Guds åbenbaring til mennesker.
  • Skolens elever præsenteres i undervisningen for flere forskellige teorier om livets opståen og lærer at forholde sig kritisk til disse.
  • Til den daglige morgensang synger vi et bredt udsnit af danske og kristne sange. Herefter holder en af de ansatte en andagt, hvor den kristne tro formidles til eleverne gennem et tema eller en bibelfortælling. Samlingen sluttes af med en bøn og ”Fadervor” i kor.
  • Vi ønsker at lære eleverne taknemmelighed, derfor synger vi et takkevers, før vi spiser madpakker.
  • På skolen har vi en alkoholfri festkultur. Vi opfordrer til at udsætte elevernes alkoholdebut til efter 9. klasse. Derfor henstiller vi til, at forældre ikke serverer alkohol eller skaber situationer med gruppepres for andres børn.
  • Gennem seksualundervisningen oplyser og vejleder vi om følelser, krop, seksualitet, prævention og samliv.
  • Der er fuld ligestilling mellem kønnene og ingen må diskrimineres på baggrund af deres køn, tro, hudfarve eller seksualitet.

Skolen har Bibelen og Folkekirkens bekendelsesskrifter som grundlag. Skolens bestyrelse og ansatte arbejder aktivt ud fra dette syn.