Hverdagen på Den kristne Friskole i Holstebro

Hverdag og fest

Mest af alt holder jeg af hverdagen skrev Turèll i sit digt, der var en hyldest til hverdagen med alle de opgaver og rutiner, som den heldigvis indeholder. Hverdage er der flest af i et skoleliv, og det er her god trivsel grundlægges. Derfor er vi optaget af, at hverdagen med sin rytme, forventninger og relationer er udgangspunkt for at skabe et trivselsstærkt fundament for skolens elever. Hverdagens modsætning er fest, og det prioriterer vi højt. Vores hverdag er i årets løb krydret med bla. lejrskoler, store og små ture ud af huset, skuespil, strygerklasser, DKF Festival, fællestimer, elevernes dag, mørkelæsning og selvfølgelig den lille fest i hverdagen. Tre uger om året har vi A-uger, hvor skemaet brydes op på forskellig vis, og det giver plads til anderledes skoledage.

Undervisning og dannelse

Vi starter dagen kl. 8.05 med morgensamling som er et åndeligt pusterum i en travl hverdag, hvor vi synger, hører Bibelens mange dannelsesfortællinger og beder Fadervor. Herefter starter undervisningen. Vi vil gerne skabe et undervisningsmiljø med stærke værdier omkring flid og pligt. Vores lærere møder eleverne med velforberedt, meningsfuld og struktureret undervisning, der fremmer deres nysgerrighed, lyst og motivation.

I 0.-4. klasse er der to voksne i klassen i 12 af ugens lektioner. Det giver gode muligheder for at se den enkelte og skabe en differentieret undervisning, som alle elever får gavn af. Vi har en stærk klasselærertradition, og lærere og pædagoger arbejder målrettet med at skabe et rummeligt fællesskab og en ”vi kultur” frem for en ”jeg kultur” i klasserne.

Trivsel og fællesskab

I hverdagen arbejder vi med forskellige trivselskoncepter. Vi arbejder med Zippys venner i indskolingen, MiLife på mellemtrinnet og i udskolingen er vi certificeret MOT skole. For at trives er tryghed en nødvendighed. Den skabes gennem tilgængelige, relationskompetente voksne og et sprogmiljø, der er præget af respekt. Alle klasser har en venskabsklasse, så store og små er trygge ved hinanden.

I hverdagen har vi mobilfrihed på skolen. De indsamles i første time og udleveres når dagen er slut. At vinde opmærksomhed hos en klassekammerat og føle sig set kan være kompliceret, især hvis konkurrenten er digital. Vi ønsker, at eleverne skal have nærvær og ikke ”skærmvær” i frikvartererne. Det er så vigtigt, at børn i dag har egne erfaringer af levet liv, og ikke blot har iagttaget andres livserfaringer på en skærm. 

SFO og Klubben

Skoledagen slutter 12.45 for de yngste og herefter åbner vores populære SFO. En pædagog får klassen overleveret af læreren, der har klassen i sidste time, og eleverne orienteres om de aktiviteter og voksne, der er i SFO. I 4. og 5. klasse kan eleverne gå i klubben, der har åbent efter skoletid mandag til torsdag.

Måske også noget for dig...